Boksen med de gamle breve

En sort kasse med gamle håndskreven breve har fuldt mig i årtier. Breve som stammer fra min ungdom, der er skrevet midt 70’erne til ca. midt 90’erne. Sidst 90’erne havde computer helt overtaget det at sende breve til hinanden. Frimærker, kuverter, at skrive i hånden forsvandt så stille. Man begyndte at kommunikerer via email.

Selv gamle Fax, lå i kassen. En teknologi der var utrolig og helt fantastisk som i dag nærmest tilhører Teknisk Museum. Kassen med du hundredvis af brev skulle i følge mig mere. Den blev hele tiden skjult væk, enten stod den på loftet, i kælderen, eller i et skab. Den aktiverede altid tanker som: “Åh det må jeg også få gjort noget ved en dag”

De dage var kommet – tiden var inde. Skanneren var sat op, spandevis af kaffe skulle snart indtages. Nu er det så blevet gjort. Det tog uger og min højre arm er lidt øm af de gentagende vedvarende bevægelser. Og det blev samtidigt til en rejse tilbage til 80’erne, start 90’erne især.

Så mange gamle postkort, fax, brev som aldrig var sendt, og en del som ingen gang var åbnet. Minder og tanker fløj igennem mig da jeg skimtede enkelte sætninger i processen. Havde ærligt talt svært ved at genkende mit sind og den jeg var u d fra mine egen forkvaklede håndskrift. Hvem var den underlig person dog?

Fax brevene var mere eller mindre begyndt at forsvinde, en del af de helt tidlige fra 70’erne var allerede gulnet. Det var tid at “redde” de, ligesom jeg gjorde i sommeren 2006 hvor jeg brugte måneder på at overføre gamle kassettebånd til computer. Jeg digitaliserede min fortid. Og derefter røg det ud. Båndene og kassen med brevene er ikke længere eksisterende fysisk. Det kan kun opleves som et og nul taller på en skærm. Udvikling….

Det er en underlig en den der udvikling. Hvem havde lige spået dengang vi sad oh skrev til hinanden at en dag gjorde man bare ikke længere. Den røde postkasse var der bare som en fast del af ens dagligliv. Jo vel, den er der stadig i dag, men bruges langt mindre. De kommende generationer tror jeg ikke lige vil benytte sig af den form for kommunikation form. Lidt ligesom, det kontantløse samfund er hastigst på vej. Uundgåelig udvikling.

Og man ender op med kasser. Gamle teknologier, og kommunikationsforme der blot “fylder” og man gerne vil gøre op med, da de er læst og kassettebånd er så slidte, samt hvem har lige en “kassettebåndoptager” hvor man skal spole hen til den man gerne vil høre. Jeg måtte få det digitaliseret, og de sidste bastion venter stadigt pænt. Alle negativer og dias…. Bliver allerede mere øm i armen, bare ved tanken.

Den man var

En temmelig naiv spacede fyr som må have været lidt anstrengende at være i selskab med. Sådan læser jeg det mit sind siger i skriftform for årtier tilbage. Det er en ung mands drømme om livet, karriere og ikke mindst kærligheden der er i fokus, men også en masse almindelig dagligdags beskrivelser. Der er sorg og glæde, fortvielse og breve der nok aldrig skulle have været sendt. Men som står i dag som et billede på en tid og en person, som den man nu engang var. Sammenlignet med de håndskrevne breve af Marie Krøyers jeg oplevede på Den Sorte Diamant (Det kongelige bibliotek) og min 80’er generation X tror jeg man blev kaldt, er Maries dagligdags beskrivelser med sin gartner nærmest hellige rare at læse. Sikkerheden på at mine brev aldrig vil have der og nogle som helst vil finde mit liv interessant gjorder det nemt at smide det ud i skraldespanden. Undrer mig over hvorfor man gemmer på disse ting egentlig. Hmm – måske er det jo for at kunne genopleve for en kort stund, den man var.

Kærestebrevene

Der var en del, også som jeg havde fået tilbage i sin tid. De var så underlige at skimte. Læste kun en brøkdel af dem igen. Der er for mange. Alle som vidner at jeg var højt elsket især af min første store ungdoms kæreste som jeg var sammen med i små ti år. Der var også en del triste breve fra søde piger jeg simpelthen ikke kan huske at jeg har mødt. Ret foruroligende at se man har skabt triste hjerter også. Heldigvis er glæder massiv og savn, kys og kram fløj igennem postvæsnet dengang.

På den anden siden af planeten

Min gode fader og storebror valgte i midt 80érne at bosætte sig i Guatemala. Så der er selvfølgelig en god bunke korrespondance herfra. Min fader som er forfatter og kunstner skrev heldigvis meget. Det er de bedste og vigtigste breve jeg har varmeste følelser for. De var de sværeste at smide ud. Meget af den tid hvor de boede der og jeg i Danmark her med min gode moder kan genopleves via disse skønne breve. Noget som varmer at læse igen.

Konflikten & dilemmaet

Jeg havde en god ven ved min side en dag ved skannere. Forsøgte at dele lidt om hvad jeg var i færd med. Men fik at vide: “der er noget i havde sammen” det vil jeg ikke læse, kan ikke overskue det. Fair nok, det var overvældende og klar tale. Det respektere jeg. Tanker derefter kom tilbage senere da jeg igen var alene med brevene og skannings processen. Hvem er er egentlig interesseret i disse personlige minder. Igen, hvorfor gemmer man egentlig på det? At det lige er mit liv hvor der beskrives ret ligegyldigheder forstår jeg udmærket at det er nemt at komme af med og smide ud. Men når der pludselig ligger en bunke med min Farfars breve, og min gode moder siger i telefonen at hun har også en bunke breve fra venner og familie, så opstår dilemmaet. Hvem og hvorfor, samt hvad skal man stille op med det?

Jeg vil hellere end gerne bruge masser af tid på at digitaliserer det, men ender det ikke bare i en ny kasse på loftet. Bare i digital form, en “mappe på en computer” – har ikke helt løst gåden endnu. Så jeg tror jeg vil spørger ind til folks tanker omkring dette dilemma og lure på hvad de mener. Skal til et selskab senere her i dag og jeg vil forsøge mig med emnet.

Det har været nogle intense uger sammen med fortiden. Vil hvile min arm lidt før jeg går i kast med negativer og dias.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar