Mening med ligegyldigheden

Mening med ligegyldigheden

Kreative sjæle som bruger alt sin tid på at skabe. Hele sit liv, alle frie stunder kan til tider være fanget i et limbo. Om man er forfatter, danser, musikere eller maler kunstner. Fællesnævner er, om der er et publikum. Hvis nu ingen gider at læse din bog, se din dans, eller lytte til din musik – det er det magisk limbo. Hvor er meningen så? Er ligegyldigheden indtruffet og sidder man tilbage med “jamen bare det du skaber, det er processen som er vigtigst” Javel – men alligevel.

Forstå mig ret. Det er ganske rigtig, der er processen der er det hele værd. Men at have brugt flere år på at skrive en bog og ingen andre end dig selv har læst den, er sgu da trist på en underlig måde. Publikum: seer, lytter, læsere er sgu ingen selvfølge for alle skabene personligheder.

Det drejer sig ikke om ar være “kendt” heller ikke pengene. Men nogle at dele det til, dele det med. Måske med blot en person, bare én respons ville være lidt rart – tænkte kunsterne…

Hvor kommer disse tanker fra?
Jo, jeg har i over 30 år produceret musik. Altid på “hobby” plan, aldrig været kendt eller tjent en rød reje – det er skabt fordi jeg bare var det mit indre følte jeg skulle. Er ligeglad med Susses og penge – betaler gerne for at være musiks kreativ. Har altid gjort det uden “drømmen” om at kunne leve af det. Især fordi min musik florerer i undergrunder pga. stilarten.

Har arbejdet med enkelte tracks/tunes (værker) over adskillelige år før jeg udgav det ganske gratis og via Facebook og min Soundcloud side. Men ingen respons – overhovedet. Sidst testede jeg det af, mon mine mange “venner” og bekendte på Facebook egentlig er der? Man ved jo aldrig om man er blcklistet, eller klikket fra fra i andres nyheder. Jeg postet et nyt track jeg længe har arbejdet på. Der er mange tanker og følelser bag dette værk. Skrev det var et ny musisks nyskabelse og håbede på blot en tilkendegivelse. Postede så lige derefter en billede jeg tog af min kat Baron, som lå i vinduet i en solstråle og så blød ud.

Alle likes der tikkede ind på samme tid gik til katten…

Fucking feels like a warrior without a battlefield

Interessen for mine musiske kreationer er ramt af ligegyldigheden. Eller måske siger det noget om måde jeg dele min mine værker på? Facebook måske? Men det stopper mig ikke, rør mig ikke. Er ikke trist, blot undren – der giver nektar til at arbejde videre. Det er jo for mig egentligt “ligegyldigt” om nogle lytter. Det jo processen der tæller ikke?

No Comments

Post A Comment