The Never Ever Ending Picture

The Never Ever Ending Picture

05.03.2007

The never ever ending picture…
Var på Møn og passe min Fars gård en uges tid her i marts. Hev det gamle Jeanne d’Arc billedet frem. Det var ved at gå til, af at være oppe loftet; for meget støv og intens kulde/varme, men jeg rengjorde det og malede lidt på det hver dag. Fik genskabt tre figurer, som jeg havde malet over i sin tid. Ærgrede mig lidt over, at den originale himmel også var blevet overmalet dengang. Det må skyldes forkert jazzmusik og billig rødvin…

Sidst jeg havde arbejdet på det var i slut-halvfemserne, og jeg kunne knap genkende min ”gamle” stil, men sjovt var det at kæmpe videre med dette uendelige billede. Fandt et par fotos fra “den gang” som jeg tog sammen med min gode veninde Camilla. Hun skulle i øvrigt være model til Jeannes ansigt.

At gå i gang med at lave et naturalistisk maleri med et historisk motiv, er ikke lige til. Det lykkes ikke. Desværre. Nok mest fordi der var ingen skoling bag, og den dybe tallerken skulle genopfindes. Det fejlede og koster.

Grunden til det aldrig blev færdig.
Grunden til det aldrig blev færdig skyldes flere ting. Oprindeligt var det en suuuuuper cool vennegave, hvor min kære gode ven Brian, kom pludselig på besøg en dag “med nogle hemmelige ting”. Jeg blev sendt i køkkenet og lave en bøtte af min berømte onde pasta. Måtte ikke komme ind i stuen og se eller få at vide hvad han foretog sig. Ude fra køkkenet kunne jeg høre der blev savet og banket. Da jeg endelig måtte komme ind og se, stod dette vidunderlige kæmpe lærred i stuen. Jeg var ekstrem overlykkelig. Viste med det samme at det skulle bruges til et Jeanne d’Arc billede.

Min kære ven havde dog valgt at sømme lærred fast til selve rammen. Det var vist den eneste mulighed. Jeg tror det var noget overskuds materiale fra hans læreplads Folketeatret som han havde fået lov til at tage med hjem. Ellers skulle det have været kasseret. Der kom jo så ingen “kiler” med, og lærred gik hele vejen rundt træet. Og efter nogle år hvor det var super spændt op, endte det med at være meget slap og blev desværre umuligt at male på, da det gave sig alt for meget. Skulle dette fikses, skulle lærred helt af og sættes op i en anden rammen med kiler. Ikke noget jeg lige kan overskue.

Et skridt frem og to tilbage..
Det andet var, at min maler teknik var et skridt frem og to tilbage. Motivet var slet ikke gennemarbejdet på skitse først. Proportioner på alle figurerne stank. Skitsen som jeg havde lavet, var vist ikke særligt detaljeret, og jeg endte med at “forme” min figurer på selve lærred. Ofte blev de overmalet og genskabt fra bunden, før jeg var tilfreds.  En langsommelig teknik. Jeg valgte ellers en anden gammel teknik der ville gøre det nemt for mig. En ældgammelt teknik der består i at tegne firkanter over på skitsen og igen så op på lærred. Så kan man lave et nøjagtigt kopi af skitsen ved at bruge de enkelt felter til at måle med. Men jeg brugte blyant… på lærred. Skulle have brugt kul, men i alt uvidenhed, en fed tyk blyant streg. En som jeg senere indså, ikke kunne forsvinde i mit bløde valg af farver der indeholder meget vand. Næsten hele billedet var nu malet. Manglede kun ansigter og at gå til detaljer, men stregerne kunne stadig ses. Himlen var delt op i firkanter. (to skridt tilbage)

En klage
For meget hvidvin en aften og alt for højt opera på anlægget imens jeg frustreret forsøger at redde dette billede, fik min ovenbo til at ringe på. Skru ned for satan og spil dog ikke det samme nummer igen og igen. Min interesse for at danse videre med billede der begyndte at falme.

Er det en hest? – det ligner et æsel.
Senere et stykke tid efter, hvor jeg havet danset en uendeligheds dans med dette makværk, fik jeg besøg af en bekendt. Som det første der blev sagt da han trådte ind i stuen imens han fnisende så på billedet. “er det en hest? – det ligner nu mere et æsel” (noget i den dur) – Jeg begyndte at havde billede og interessen døde mere eller mindre derefter.

En dag kort tid efter fik jeg overtalt min fader, der havde en stor dyt, til at tage det med ned til hans gård på Møn og stille det på loftet.

At jeg forsøgte at overmale, genmale her i 2007, og at jeg til sidst gav helt op. Har været en dyr, meget dyr lektie i mit liv.

Konklusion
Meeeeeen der kom da noget godt ud af det, trods alt. Da jeg startede på dette projekt var internette helt nyt. De første hjemmesider var begyndt at opstå og jeg forsøgte forgæves at opdrive alt hvad jeg kunne omkring Jeanne d’Arc. Det var forfærdeligt lidt. Kunne slet ikke forstå hvorfor der ikke fandtes nogle hjemmesider omkring hende. Kun lidt omkring rustninger, og ellers meget lidt omkring middelalder krig, samt næsten intet omkring Jeanne d’Arc’s historie. – bøger fra biblioteket var stadig min store inspirations kilde.

I min konstant søgen på dette her nye “unge internet” fandt jeg tilfældigt ud af af domæne navnet www.jeanne-darc.dk samt www.jeannedarc.dk var ledige. Købte navne, uden egenlig at vide hvad jeg skulle bruge dem til. Det er så i dag endt ud med, at jeg skabte i stedet en af verdens største gennemarbejde hjemmesider omkring Jeanne d’Arc. Nemlig www.jeanne-darc.info

Det blev ikke til noget kunst billede, men en gigantisk hjemmeside i stedet. Sjovt nok endte det også med en ufattelig lang dans. Men jeg syntes det er en ok deal, trods alt.

Det skal lige tilføjes af disse fejl, vi foretog er udført i alt uvidenhed og lavet i høj passion og ofte uden den helt store planlægning. Derfor opstår der fejl hen ad vejen. Men følelsen af revanche er også “never ever endning”, så måske en dag? – jeg har stadig lyst til at male Jeanne d’Arc billedeR 😉

[vc_media_grid element_width=”3″ grid_id=”vc_gid:1470397294918-82d0467e-6f2b-7″ include=”36302,36303,36304,36306″]